17-03-2013

Se efter stjernerne

Når jeg er optaget af et bestemt emne eller har fokus på bestemte ord, ser jeg det allevegne, i situationer, i film, i bybilledet, i mit arbejde, en lugt kan fremkalde et minde om det, et musikstykke .. allevegne.
I går skulle jeg på kursus med mit arbejde, som jeg havde meget lidt lyst til. For det første havde jeg lyst til at holde weekend .. for det andet var det svært for mig som introvert at glæde mig til at være sammen med så mange andre (der var flere institutioner samlet) og for det tredje skulle det handle om kommunens Børne og Ungepolitik og det lød ærlig talt lidt tungt i mine ører, da jeg jo mest er til eventyr og vidunderligheder sammen med børn .. og nu skulle jeg være sammen med KUN KEDELIGE voksne .. suk!
HELDIGVIS bestemte jeg mig for at foretage et magisk vendepunkt .. nuij! hvor er jeg glad for mig!
Jeg bestemte mig for at være mig selv med alt det, som kendetegner mig .. det var forbudt at tælle sekunder og kun tilladt at være lækker, åben og med et smil på læben og masser af øjenkontakt med det vigtige. Jeg bestemte mig for at få noget ud af det, jeg bestemte mig for at være social, jeg bestemte mig for at henvende mig til mindst en fra hver af de andre institutioner og jeg bestemte mig for at bidrage. Og alt det, som jeg bestemte mig for, gennemførte jeg.
Jeg kiggede efter stjernerne i alle de små møder med de andre .. jeg gjorde mig klar til at få øje på det ekstraordinære. 
Der skete nu intet ekstraordinært, som fik mit hjerte til at boble .. men jeg fik øvet mig og jeg vendte min kedelige indstilling til en åben indstilling.
Der kunne have sket noget livsændrende .. og måske er der sket noget livsændrende for de andre, som vil påvirke mit liv.
Jeg var meget træt bagefter og min introverte person gik tidligt til køjs.
Jeg vil bruge dagens erfaring til at blive bedre til at se efter stjernerne.

Hjerte