10-03-2013

Husk at give

Jeg er sammen med børn hver dag og jeg ser på deres adfærd, at nogen har lært dem, at det er helt legalt at tage ting ud af hænderne på voksne uden nogen konsekvens .. hvorimod der følger en lavine af undren og pegefingre og vrederynker, når de tager ting ud af hænderne på andre børn. 
MÆRKVÆRDIGT!
Jeg har naturligvis også prøvet .. utallige gange .. at et barn begynder at tage noget ud af hånden på mig. Så benævner jeg: "Jeg kan mærke, at du er ved at tage bilen fra mig" og holder fast, mens jeg ser på barnet med et så neutralt udtryk i ansigtet som muligt, så jeg lader være med at lægge værdier i mit udsagn .. andre end ordene. Hver gang oplever jeg, at barnet selv fælder dommen over sin handling og vender på en femøre og spørger: "Er du færdig med bilen, for så vil jeg gerne bruge den?" Nogen gange er jeg færdig med at bruge bilen og andre gange må barnet vente lidt.
Hvis vi vil have gensidighed, må og skal vi være utrættelige i vores arbejde med ligeværd børn og voksne i mellem. 
Når jeg er sammen med ungerne og frugtfadet skal gå rundt, så alle kan FÅ, siger jeg, at hvert barn skal GIVE fadet videre, i stedet for at sidemanden skal tage det selv. Så giver børnene fadet videre, når de er færdige med at forsyne sig og sidemanden kan glad tage imod og selv få lov til at give til den næste. Det frigør så meget positiv energi rundt om bordet og de andre kammerater, der ser det hele foregå, kan se, hvordan de selv skal gøre, når det bliver deres tur og kan glæde sig til at få den glade opbakning, der følger i kølvandet på den gavmilde handling.
GIVE og FÅ .. det er så smukt og ungerne elsker at være en del af den storhed, de kan mærke.

Hjerte