25-09-2013

Viljevejen

Jeg føler mig ind i mellem som en død sild .. for eksempel i disse dage med feber og forkølelse i orkanstyrke .. hvor jeg rammes af desperate øjeblikke, hvor en eneste tanke fylder hele min person:

'Går det her nogensinde over?!'

.. og for at føje spot til skaden, tværer jeg ud i fjæset på mig selv minder om øjeblikke af overordentlig skønhed .. og sådan som det nu er fat med mig, kan jeg resten af mine dage bare TÆNKE på disse øjeblikke.

Ih! Hvor jeg sørger over, at være havnet i kløerne på den feber! Sådanne desperate øjeblikke har jeg.
Fnis! Det ender altid med, at jeg smågriner ad mig selv over at jeg kan få mokket mig helt ned i sådan en dyster skygge. Det er heldigvis kun øjeblikke.
Og hvilken kontrast det er at gå fra skyggen og tilbage til min udfoldede form.
Jeg er langsomt på vej ud af febertågerne .. min kur Viljevejen: jeg husker at smile, jeg drikker trylledrik dagen lang og jeg er opmærksom på min tilstand og så sover jeg. Jeg trækker ad viljens vej mig selv ud af febertankerne.
Jeg tager viljevejen, der kendetegnes af kærlighed til mig selv og mit formål.
Denne feber er blot et lille stop på vejen, som jeg er alt for god til at gøre pauseløs. Det er jeg vågnet op for nu. Min vilje til pauser er vågnet.
..
Hvad venter ellers på at vågne ...?

Hjerte