14-08-2013

Jordbær skal i jorden

Det uundgåelige er sket. 
Vi har vidst det hele tiden. 
Men er er så ubærligt at tænke på.
 
Jordbær er død.
Vores kælemus.
Hun var så lille.
Hun var så nysgerrig.
 
Hun var så uendelig god til 
at være sammen med os.
Og der har været mange
sjove og rørende stunder,
som vi nu vælger at snakke om.
 
Men der er suk i hjertet
og virrende læber..
og der har været gennemblødte kinder.
..
Lige som vores hjerter blev rørt, da hun var levende,
lige så meget blev vores hjerter rørt, da livet holdt op.
..
Døden har det med at have højst upassende besøgstider og det havde Døden også denne gang. Ligesom ungerne var gået i seng og jeg var gået i gang med en opgave, kommer Englen med vandfald ud af øjnene og fortæller om Jordbær.
Højst passende er det så at lægge alt fra sig og tage sig af de følelser, der er steget til overfladen og benævne og anerkende det utroligt sørgelige. Når den overvejende del af tårer og snot er udskilt, hiksteriet har lagt sig og den opsvulmede sørgekirtel har fået normal størrelse igen, kaldes der på fakta. 
Der må fakta på bordet for at retfærdiggøre og udligne, så det sørgelige kan holde op med at gøre SÅ ondt.
Jordbær har jo haft et godt og langt museliv .. det er kun os mennesker, der synes, at det er kort .. fordi vi lever så længe.
Så talte vi længe om Jordbærs fortræffeligheder og grinede ad hendes søde frækhed og forsikrede afdøde, at der var ingen som hende! .. lige indtil Englen faldt i søvn i mine arme og måtte sove i den store seng den nat.
Der er masser af plads til at være glad.
Der skal også være plads til at være ked af det.
Hjerte