27-07-2013

Hjemme igen

Jeg har valgt at leve sammen med andre.
Jeg har valgt at være i en familie, hvor foretrukne elementer er forskelligartede.
Nu har jeg lige været på en lille rejse og på hele turen koncentrerede jeg mig om at huske at få øje på det dejlige i øjeblikket .. for at undgå at være en pestilens for de andre.
Alligevel tog jeg mig selv i at tænke:
'Det ville være et rigtig dejligt sted, hvis alle de andre turister var væk!'
Og hver gang jeg lavede regnestykket, så det blev ideelt at være i resultatet, kom jeg frem til, at det jeg ønskede mig ..
det har jeg allerede .. derhjemme.
Når jeg rejser, ønsker jeg mig at komme hjem.
Jeg får jo mit ønske opfyldt rigtig meget af tiden .. og det bidrager min familie med.
Resten af familien skal jo også have opfyldt deres ønsker .. og det må jeg bidrage til.
Det gik for alvor op for mig, hvor vigtigt, det er for de andre at rejse, da Englen omme fra bagsædet i bilen udbrød:
'Juhuuuuuu! Vi er turister!' .. idet vi efter seks timers kørsel trillede ind på campingpladsen for at hente nøglen til hytten.
Ligeså glad hun er for at komme afsted .. ligeså glad er jeg for at blive hjemme. Så jeg tager afsted for at hjælpe hende med at dække udlængslen .. lige indtil hun er stor nok til at dække den selv.
Kender du den om landsbyoriginalen, der aldrig havde været udenfor bygrænsen?
Det ku' ha' været mig i min mest tilfredse udgave .. der er så meget at opdage i min aktuelle kvadratmeter.
Jeg har været afsted .. jeg har overskredet nogle personlige grænser .. jeg har gået med bare tæer (avavav!), jeg har badet i en sø, hvor vandets gennemsigtighed var lille og alle kunne se mine bare arme og ben og jeg har været i en turistattraktion samtidig med tusindvis af andre mennesker. Altsammen hæsblæsende for mine fornemmelser og jeg smilede mens jeg gjorde det. 
Det var min ambition! At smile, mens jeg gjorde det.
Og nu er jeg hjemme igen.
Hjerte