15-07-2013

Hønemor

Jeg havde glemt det i min begejstring over dagens aktivitet .. turen til klatrebanen mellem træerne i den dejlige skov, som jeg kender så godt.
Jeg havde glemt det svært afsmidelige kendetegn, som jeg opdagede ved mig selv dengang for mange år siden, da jeg blev mor for første gang .. dengang jeg opdagede, at jeg godt kunne blive bange.
Jeg husker mig selv som hende den vilde drengepige, der vovede sig ud på kanten og aldrig faldt ned .. så blev jeg mor .. og så blev mange ting farlige og jeg holdt op med at vove mig ud på kanten.
WHAT!?!
Ting, som jeg havde gjort før .. gå alene i mørke .. dykke helt vildt dybt .. skøjte mellem bilerne (det var tankeløst) .. springe ned fra tage .. alt muligt halsbrækkende! .. det var jeg pludselig SÅ færdig med, da jeg blev mor.
Både fordi, jeg skulle passe på, at jeg selv skulle være helskindet .. så er det lettere at passe sine unger og fordi jeg gjorde mig alle mulige forestillinger om, hvad der kunne ske med mine unger .. og det gav et sug i maven.
Jeg mobiliserede alle mine talenter for at undgå at sætte mit sug i maven over i mine unger .. jeg holdt sågar op med at frygte edderkopper .. bare hør mig tale pænt om de skønne skabninger .. det har jeg lært mig selv netop af den ene årsag .. jeg blev mor <3 Sikke en gave det lige var!
Men uanset hvor meget jeg end opmuntrer mine unger til at prøve det, som de har lyst til, så sidder hønemor stadig på min skulder og klukker sine kedeligheder.
Jeg ved, at hun er der og jeg vender det døve øre til, mens jeg smiler til Ninjaen, der klatrer afsted og har godt styr på sine sikkerhedsforanstaltninger dér 7 meter over jordoverfladen .. jeg kan høre, hvor koncentreret han er på den særlige stille måde, han udtrykker det .. så stille, at det kommer som en stormbølge, da hønemor på min skulder flår den øreprop ud, som jeg har monteret netop for at undgå hendes kaglen.
'Tænk, hvis han glemmer at sikre sig! Tænk, hvis han falder ned! Tænk, hvis han kalder og du kommer for sent! Tænk, hvis!!!'
Hønemor klattede mig godt og grundigt ned ad ryggen, så det eneste, jeg havde lyst til, var at komme ned og vaske hende af mig.
Jeg tog en dyb indånding og sagde roligt til Ninjaen:
'Jeg vil gerne ned fra træerne nu .. du kan bare klatre videre'
'Okay, Mor', sagde han og klikkede sin sikring fast og banede sig vej gennem udfordringerne uden mig (FEDT! skreg jeg ad hønemor inde i mig selv).
Jeg kom ned og fulgte ham nede fra jorden .. og nu kommer det sejeste ..
Han benævnte sin begrænsning, da han kom til en bestemt forhindring:
'Mor, denne forhindring er altså for uhyggelig .. jeg vil gerne ned nu'
Han huskede at mærke sig selv og sige det højt! Dælme dejligt, Ninja!!!
..
Jeg glemte, at hønemor tager med på tur .. næste gang må jeg huske det og lade hende blive hjemme .. for Ninjaen og jeg er enige om, at gøre klatreturen om og prøve at komme længere næste gang.
Hjerte