09-07-2013

Kroniske kranie

Hver dag fascineres jeg af menneskeskabningen .. og andre skabninger, naturligvis. Det blotte faktum, at vi er en masse .. og vi kan bevæge os - vores krop har en bestemt indretning og forskellige funktioner .. og vi har planer .. og tænker tanker oppe i vores hoved .. inde bag skallen skvulper en mærkelig masse rundt og jeg kan mærke, at det er derinde, mine tanker dannes. Og jeg kan mærke hvad, der starter tankerne .. om det kommer udefra eller fra min egen person.

Det efterlader mig altsammen fuldstændigt paf og jeg fryder mig over det altsammens ufattelighed. 
Hvorfor blev jeg lige et menneske? Hvad afgjorde det?
Jeg prøver at sætte mig på en sky og se mig selv være nede på Jordklumpen .. alle mine skridt hen ad overfladen, alle mine handlinger og alle mine tanker.
Det er bare, hvad JEG gør. Så er der alle de andre individer!
Der er vel nok intenst her, hvor vi bor i Universet!
...
Alligevel kan jeg nogle dage blive så uendelig træt af at være monteret på en krop. Jeg vågner op og der er min krop! 
Den skal vaskes, plejes, affodres, den skal træde af på naturens vegne, den skal sove, nogle gange er den syg, altid holder den mig nede på jorden og aldrig kan den flyve som en fugl.
Altid skal jeg samarbejde med min krop.
De dage drømmer jeg om at forlade den og bare være min tankevirksomhed højt på en gren eller bare smelte sammen med luften og lave dejlige gnister sammen med andre, der har forladt deres krop i et frikvarter.
..
Men i dag er jeg glad for min krop .. i dag kan min krop mærke, at den må blive hjemme i stedet for at hoppe på cyklen for at tage på arbejde.
I dag er jeg glad for min krop, fordi den kan mærke tyngdeloven og jordforbindelsen.
I dag kan jeg mærke, at der bag mit kød på ansigtet er et kranie med et kronisk smil.
Hjerte