24-03-2013

Trods tyngdeloven

For omtrent to årtier siden fik jeg i en lille situation på ganske få sekunder en dejlig øjenåbner, der har været med til at forme min tolerance lige siden.
Jeg passede en lille pige på to år, der vejede tre gange så meget som normalvægten og det kunne mærkes i den daglige kontakt .. Bitten hed hun og hun var tung at pusle .. det var tungt at tumle med hende og det med tøjet var også besværligt.
Men for dælen, hvor var hun glad og smuk og sjov .. og en dag kravlede hun op på sofaen sammen med de andre piger på stuen og på skift sprang de ned på gulvet.
Da det blev Bittens tur, strålede hun og kvidrende sprang hun ud i luftrummet, mens hun annoncerede:
"Jeg er en sommerfugl!"
.. hvorefter der lød et ordentligt bulderbrag, da hun landede på gulvet - og straks begyndte hun at kravle op i sofaen igen!
Billedet var så fuldt af kontraster og det fyldte mig med så meget glæde og håb, så mit hjerte flød over af begejstring.
Indtil da havde min dagsorden sammen med Bitten været at få hende til at føle sig vidunderlig, trods tyngden .. men Bitten følte sig jo allerede flyvende og det var det, jeg skulle opdage. 
Det blev den dag, Bitten på to år lærte mig noget om det vigtige i livet .. se handlingen, som foregår ... i stedet for at bekymre mig om noget, som kun foregår i mine teorier.
Jeg har stadig teorier, men de bliver som regel benævnt og henvist til udgangen .. eller i bedste fald prøvet af og integreret, hvis de holder vand.
Slip din indre helt fri og red dig selv fra tyngdeloven.

Hjerte